Der er næsten ikke noget bedre end en skøn forårsdag hvor solen skinner og haven står i fuldt flor. Vores hjerner er programmerede til at nyde den smukke natur, og det er bevist, at den faktisk har en positiv virkning på vores humør og sågar vores helbred. Derfor må du endelig ikke snyde dig selv for så meget grønt i haven, som du overhovedet kan klare. Der er ingen grund til at ligge på alle fire og rykke ukrudt op af den bare jord, når der findes så mange smukke planter, der kan fungere som det skønneste bunddække og klare opgaven for dig.
Bunddække til hele året
Selvfølgelig kan du bare lade ukrudtet stå og så voila, så er der grønt på bunden af bedene. Men det var nu ikke helt det der var tanken. Ukrudt vokser vildt og tager ofte hurtigt over i haven. Det kvæler vores andre planter og får alting til at se forfærdeligt rodet ud.
Bundedækkeplanter er mindre planter, der ikke bliver høje og ikke kvæler alt andet liv, men holder sig til bunden af haven under dine andre planter. Mange af dem trives i skygge eller halvskygge og kan sagtens leve i tættere bede eller på den skyggefulde nordside af huset. Derudover er mange bunddækkeplanter stedsegrønne og dermed grønne og smukke selv gennem vinteren. Det er noget, vi kan lide og sætter stor pris på i de ellers lidt triste vintermåneder.
Ekstra blomster til bierne
Vilde haver er blevet et hit, blandt andet fordi flere og flere er blevet opmærksomme på at insekterne og specielt bierne, har brug for mere diversitet og masser af blomster for at klare sig. Masser af bunddækkeplanter har både blomster og bør og vil øge biodiversiteten i din have. Vælg nogle stykker, der blomstrer på forskellige tidspunkter, og din have vil altid være et sikkert sted for insekter og bier, der har brug for et sted at søge hen.
Den smukkeste have
Med lidt planlægning kan du få den smukkeste have, der altid er grøn og næsten altid blomstrer. Hvis mange af havens øvrige planter blomstrer til foråret, så finder du selvfølgelig bunddække, der blomster om sommeren eller helt hen i sensommeren. På den måde er der altid noget smukt at se på i haven. Der findes endda smukke bunddækkeplanter som f.eks. bjerg-te, der står med fine bær hele vinteren og virkelig skaber en smuk og idyllisk stemning i haven.